Emilíana Torrini (IS)

Hun er født i maj 1977 med en italiensk far og en islandsk mor, og hun har udviklet sig fra en lokal teenage-superstjerne til en anerkendt og moden kunstner på den internationale scene med formidable sange, som hun fremfører med en enestående blanding af elegance og følelsesmæssig nerve.

Efter at have udgivet to cd'er i Island i 1995 og 1996, flyttede hun til London i 1997. Hun havde bidraget til en plade med det islandske band GusGus, som havde internationale ambitioner, men Emilíana Torrini havde sine egne planer.

I London indledte hun en international karriere med One Little Indian, som var det samme pladeselskab som udgav Sugarcubes, Björk og andre islandske kunstnere. Efterfølgende udgav hun tre plader på det legendariske engelske indie-pladeselskab, Rough Trade, og hun fik et stort hit i Tyskland med sangen Jungle Drum i 2009.

Hun har vundet den islandske musikpris (Icelandic Music Awards) adskillige gange i kategorien bedste kvindelige sanger. Hendes primære samarbejdspartner når det gælder sangskrivning har været Dan Carey. Han medvirkede på hendes tre plader på Rough Trade, men han har også skrevet sange for andre sangere, fx Kylie Minogue.

Hendes nyeste værk med The Colorist har fået blændende anmeldelser i den internationale musikpresse, og hun har med dette værk endnu en gang genopfundet sit musikalske repertoire.