Photo: Gregor Hohenberg

Iiro Rantala (FI)

Iiro Rantala er sandsynligvis Finlands mest internationalt kendte jazzmusiker. Ved siden af sit virke som jazzpianist og klassisk pianist samt komponist har Rantala skrevet utallige værker for teater og film, og han har udviklet sig til en national berømthed i Finland med egne tv- og radioprogrammer. Süddeutsche Zeitung skrev for nylig: “Det ser ud til at Iiro Rantala mere end nogensinde nyder hvad han spiller. (-) Hans evne til at variere sit lydlige udtryk og den fantasi han bibringer sine melodier er uforglemmelige. Rantala kan trække tæppet væk under sine lyttere. Han kan være en klovn og en magiker, en charmør og en virtuos, men også en rebel og en humorist.”

I løbet af de senere år er Rantala blevet mere og mere kendt uden for Finland, og han har udgivet en række store albums, herunder Lost Heroes, som er et soloklaveralbum, My Working Class Hero med fortolkninger af John Lennons musik samt How Long is Now? med en international all-star trio. Hvert værk er betydningsfuldt og enestående i sit udtryk. Iiro Rantala har modtaget den tyske grammy "ECHO", de tyske musikanmelderes pris, den finske Emma-pris og Pro Finlandia-medaljen.