Photo: Knut Utler

Nils Henrik Asheim (NO)

Muohta

Muohta for kor og strygeorkester er komponeret som en replik til Joseph Haydns Årstiderne fra 1801 og blev uropført i efteråret 2017 i direkte forlængelse af satsen Sommeren fra det klassiske værk. Værket har ubehageligt tvetydige undertoner: Mens årstiderne i dag langsomt forandres på måder, som skaber uro blandt forskere, var videnskabsoptimismen på sit højeste på Haydns tid. Nils Henrik Asheims musik afspejler ofte en sådan bevidsthed om sin orientering i forhold til en historisk tradition og sammenhæng, samtidig med at fortiden fornemmes gennem nutidige lydverdener.

I Muohta får også urbefolkningen en stemme: Værket er opkaldt efter et samisk ord for sne, og tekstgrundlaget består af yderligere 18 samiske ord, som har med sne at gøre. Lange passager i værket er afdæmpede, som om de skildrer et frosset landskab. Men landskabet lever under overfladen, hvilket kommer til udtryk gennem langsomme og næsten umærkelige ændringer og til tider uforudsigelige vendinger og kontraster, som når koret henimod slutningen synger med en enorm varme. Det er et bevis på komponistens fornemmelse for lyttende dialog og nyskabende koblinger mellem instrumentale og vokale elementer, lyde, ord og klangeffekter.

Asheim (f. 1960) har gennem det meste af sin karriere vekslet mellem at arbejde som komponist, organist, arrangør og kurator og har altid haft en fantastisk evne til at byde andre genrer indenfor i kunstmusikken og gøre den tilgængelig for nye lyttere. Både som komponist og udøver arbejder han i et stort spænd fra partiturmusik til folkemusik og fri improvisation og i samarbejde med udøvere inden for klassisk musik, pop/jazz og electronica.

Uropført af Det Norske Solistkor og Ensemble Allegria med dirigent Grete Pederseni Universitetets aula, Oslo, 28. oktober 2017.