Vedtægter for Nordisk Råds Musikpris

Vedtægterne træder i kraft den 1. januar 2016 og erstatter vedtægterne fra 1989 med ændringer i 2009.

Formålet med Nordisk Råds priser er at øge interessen for det nordiske kulturfællesskab og miljøsamarbejde og at anerkende enestående kunstneriske og miljømæssige indsatser. Priserne skal bidrage til at synliggøre og markere det nordiske samarbejde.


§ 1. Almindelige bestemmelser

Nordisk Råds musikpris blev stiftet i 1989 efter rekommandation fra Nordisk Råd. Musikprisen er baseret på den tidligere musikpris for skabende tonekunst, som blev stiftet i 1964.

Vedtægterne for Nordisk Råds musikpris fastsættes af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd i forening.

På anmodning af enten Nordisk Råd eller Nordisk Ministerråd skal der optages forhandling om revidering af vedtægterne.

Vedtægterne og dermed Nordisk Råds musikpris skal bringes til ophør, hvis Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er enige herom.

Midler til virksomheden anvises af Nordisk Ministerråd inden for budgettet for nordisk kultursamarbejde. Størrelsen af Nordisk Råds musikpris fastsættes i forbindelse med behandlingen af budgettet.

Prisen administreres af Nordisk Ministerråd. Nordisk Ministerråd kan indgå aftale med tredjepart om at fungere som sekretariat for prisen (prissekretariatet).


§ 2. Det prisbelønnede værk/den prisbelønnede udøver
Prisen uddeles hvert andet år for et værk af en nulevende nordisk komponist og hvert andet år for aktiv udøvende nordisk virksomhed af et større eller mindre ensemble eller en enkelt musiker. I lige år går prisen til en komponist og i ulige år til et ensemble/musiker.

Der er ikke fastsat genremæssige begrænsninger, men det forudsættes at værket opfylder høje kunstneriske krav og har et højt håndværksmæssigt niveau, samt at værket kan betragtes som originalt inden for sin genre. Værket skal desuden have aktualitet og bør ikke være ældre end fem år.

Når det gælder aktiv udøvende virksomhed, skal der være tale om kontinuitet i virksomheden, og der lægges vægt på, at virksomheden betragtes som original inden for sin genre, på et højt kunstnerisk og håndværksmæssigt niveau, og at den er aktivt udøvende på tidspunktet for nominering.

Hvis der er tale om et større eller mindre ensemble, beslutter bedømmelseskomitéen, hvordan prisen deles.

Vinderen offentliggøres, og prisen uddeles én gang om året i forbindelse med et arrangement, som er besluttet af Nordisk Råd.

Nordisk Råd skal senest ved kalenderårets begyndelse meddele prisens sekretariat, hvor og hvornår prisen uddeles.

Senest tre uger før uddelingen af prisen skal den nordiske bedømmelseskomité meddele sin beslutning med motivering til Nordisk Råds direktør.

 

§ 3. De nationale bedømmelseskomitéer og den nordiske bedømmelseskomité
Til Nordisk Råds musikpris er der knyttet nationale bedømmelseskomitéer i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt en nordisk bedømmelseskomité.

Efter høring af Nordisk Råd og prissekretariatet fastsætter Nordisk Ministerråd en håndbog for administration af prisen. Der fastsættes i den forbindelse regler om bl.a.:

Bedømmelseskomitéernes virksomhed

Prisens årshjul

Afstemningsregler

Honorering af bedømmelseskomitéernes medlemmer og suppleanter

 

De nationale bedømmelseskomitéer
En national bedømmelseskomité fra hvert land nominerer kandidater til prisen.

De nationale bedømmelseskomitéer består af to ordinære medlemmer og en suppleant fra henholdsvis Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Medlemmer og suppleanter i de nationale bedømmelseskomitéer udpeges af Nordisk Ministerråd (af generalsekretæren) på indstilling af de nationale kulturministerier for fire år med mulighed for forlængelse i endnu en fireårsperiode. Ordinære medlemmer og suppleanter udskiftes efter en særlig rotationsordning, som er beskrevet i bilag to til håndbogen.

Medlemmer og suppleanter, som har siddet i to fireårsperioder i træk, kan efter en pause på fire år genudnævnes.

Fra henholdsvis Færøerne, Grønland og Åland kan nomineres et værk/en udøver. I disse tilfælde nomineres værket/udøveren af den respektive musikorganisation eller tilsvarende instans i det pågældende land/område. En repræsentant for den pågældende musikorganisation eller tilsvarende instans adjungeres til komitéen. Hvert områdes nationale kulturmyndighed meddeler Nordisk Ministerråd, hvem der udpeges som adjungeret. Det adjungerede medlem deltager i komitéens arbejde på samme vilkår som de ordinære medlemmer.

Medlemmer og suppleanter skal være eksperter i deres eget lands musik og i størst mulige udstrækning også i de øvrige nordiske landes.

Nomineringsproceduren

Hver national komité indstiller højst to forslag til prisvinder. Herudover kan der nomineres endnu ét forslag fra Færøerne, ét fra Grønland og ét fra Åland.

Nomineringerne skal foreligge senest fem måneder før, prisen uddeles.

Den nationale bedømmelseskomite har tavshedspligt om hvilke værker/udøvere, der er nominerede, indtil disse offentliggøres.

 

Den nordiske bedømmelseskomité
Den nordiske bedømmelseskomité udvælger prisvinderen på baggrund af nomineringer foretaget af de nationale bedømmelseskomitéer.

Den nordiske bedømmelseskomité består af 10 ordinære medlemmer og udgøres af de ordinære medlemmer i de nationale bedømmelseskomitéer: To fra henholdsvis Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt eventuelle adjungerede medlemmer fra Grønland, Færøerne og Åland.

Den nordiske bedømmelseskomité træffer beslutning om, hvornår og hvordan offentliggørelse af nomineringer skal ske.

Medlemmer af såvel de nationale som den nordiske bedømmelseskomité er ansvarlige for at gøre opmærksom på inhabilitet i forhold til bedømmelse af konkrete værker/udøvere. Anses et medlem som inhabilt, må vedkommende ikke deltage i behandling og bedømmelse af det eller de pågældende værker/udøvere. Et inhabilt medlem kan erstattes af den udpegede suppleant. Ved uenighed, om hvorvidt der foreligger inhabilitet, træffes afgørelse herom af formanden eller næstformanden.

De nationale bedømmelseskomitéers beslutning om nomineringer og den nordiske bedømmelseskomités beslutning om vinderen er endelige og kan ikke indbringes for nogen højere instans.

 

§ 4. Den nordiske bedømmelseskomités virksomhed
Den nordiske bedømmelseskomité betjenes af Nordisk Ministerråd eller den tredjepart, som Nordisk Ministerråd har indgået aftale med herom.

Formand og næstformand for den nordiske bedømmelseskomité udpeges i overensstemmelse med den rotationsordning, som fremgår af til håndbogen.

Den nordiske bedømmelseskomité er beslutningsdygtig, når repræsentanter for alle deltagende lande og eventuelle adjungerede medlemmer fra Færøerne, Grønland og Åland er til stede.

Er personligt fremmøde helt undtagelsesvist ikke muligt, kan deltagelse ske via en fuldmagt til det øvrige medlem fra den nationale komite eller via telekommunikation.

Den nordiske bedømmelseskomité træffer sine beslutninger med simpelt flertal i alle spørgsmål undtaget beslutningen om, hvem der skal tildeles prisen, hvor der gælder særlige regler beskrevet i håndbogens afsnit om afstemningsregler. Hvert medlem har en stemme.

Den nordiske bedømmelseskomité har tavshedspligt om hvilket værk eller udøver, der har vundet, indtil offentliggørelse.

Den nordiske bedømmelseskomité afholder normalt ét møde om året. Der tages referat af komitéens møder.

 

§ 5. Administration og økonomi
Nordisk Ministerråd kan indgå aftale med tredjepart om varetagelse af opgaven som prissekretariat. Prissekretariatet varetager bl.a. opgaverne knyttet til administration af prisen og servicering af bedømmelseskomitéerne.Prissekretariatets opgaver m.v. fastlægges i håndbogen.

Virksomhedens regnskabsår følger kalenderåret.

Rapportering og forvaltning af midler skal ske i overensstemmelse med Nordisk Ministerråds regler for budget, økonomiforvaltning, regnskaber og revision samt i overensstemmelse med, hvad ministerrådet i øvrigt bestemmer.

Honorar til medlemmer og suppleanter udbetales i henhold til beslutning af Nordisk Ministerråd. De aktuelle satser fremgår af håndbogen.