Photo: Marcus Boman

Peter Hägerstrand (AX)

Guitarist

Guitaristen og komponisten Peter Hägerstrand er født og opvokset på Åland.

Han fik i 2017 Ålands kulturdelegations Sally Salminen-pris for sit virke.

Siden debuten i 1979 har Peter Hägerstrand arbejdet med musik til film, tv og teater, og samtidig har han indspillet og udgivet plader. Ved siden af sin musikalske karriere har han også fungeret som mixer, producer, kapelmester og musiklærer.

Han begyndte dog sin karriere som rockmusiker. Inspirationskilderne har blandt andet været britisk popmusik fra 1960'erne og muligvis også lidt punk. Han har turneret med sit band i Sverige, Danmark og Finland, og han har lavet tusindvis af indspilninger med forskellige konstellationer siden 1979. Peter Hägerstrand er lige nu aktuel med tre nye projekter. Der er tale om både indspillet musik samt musik til scenisk fremførelse. Han har i nogle år samarbejdet med det franske pladeselskab, Milan.

Her beskriver han sin musikalske skaben: ”Hvis man skaber musik med en personlig tonedragt, som ikke bygger på de mest almindelige akkordstrukturer og variationer af kendte melodier, eller hvis man skriver tekster, som ikke er lineært, kronologisk fortællende, kræver det et par gennemlytninger, før det synker ind. Det er ikke alle, der har tiden til det. Mine sange har måske ikke den hyggefaktor, der skal til for at nå over dørtærsklen til alle dagligstuer. Jeg er og forbliver lidt af en enspænder. Men I slipper ikke for mig. Jeg fortsætter mit slid. Jeg går i øjeblikket og overvejer, hvilket sprog og hvilket format det skal være.”

Efter en lang karriere som guitarist og sanger i forskellige rockbands som Gycklarnas afton, Good Evening Manchester og Jupiter Park har Peter Hägerstrand nu også en solokarriere, som har resulteret i en række albums og singler. Et eksempel er Den blåa skogen fra 2015. Det er et meget rost album, som næsten dagligt får nye lyttere. Musikanmelderen, Dan Eskil Jansson fra Svenska YLE, mener, at dette er den bedste musik, som er lavet i Svenskfinland, og han skriver, at "Peter Hägerstrand er en musiker og komponist med sin egen stil. Han skaber musik med et personligt præg, som ved en overfladisk lytning kan virke temmelig ukunstlet, men som allerede ved et lidt nærmere bekendtskab viser sig at være betydeligt mere indviklet og underfundig, end man umiddelbart havde forventet."

Peter Hägerstrand er oprindeligt sangskriver, men han har med tiden i stigende grad også komponeret musik til film, tv og teater. Som eksempel kan nævnes soundtracket til den prisbelønnede tv-serie ”Lola Upside Down”, udgivet af Milan Music 2016. Han har også komponeret musikken til filmen "Lärjungen", som har fået flere internationale priser, og som også var Finlands bud på en Oscar-nominering i 2014. Den samlede musikproduktion til film og tv udgør cirka 20 værker, og desuden står han bag omkring ti værker til teaterforestillinger i Finland og Sverige.